Hej, det er mig, Ea Marie. Jeg håber, du har haft en rigtig dejlig weekend, og jeg vil gerne lige dele en historie med dig, som ikke er super sjov at skulle fortælle, men som jeg kan mærke, er rigtig at fortælle i dag.
Jeg sidder oppe i mit sommerhus oppe i Sverige – et super dejligt sted, som jeg har sammen med nogle andre. Jeg havde faktisk inviteret en masse veninder heroppe på weekend, fordi jeg tænkte, hvad ville være federe end at få sådan en gratis tur oppe i de svenske skove, hvor man kan høre fuglene, der pipper. Solen har skinnet, jeg har set en masse dyr, og har bare fået slappet af, og virkelig haft det dejligt og rart.
Det kan jeg lige komme tilbage til, men det, det ligesom handler om, det er, at jeg har inviteret alle de her veninder, og det endte faktisk med, at jeg kom til at skulle til alene i stedet.
Fordi, at der simpelthen ikke var nogle af de veninder, der havde tid, eller mulighed, eller, ja, det ved jeg ikke. Men jeg kunne bare mærke, “Ej, jeg skal tage afsted for min egen skyld.”
Måske er der en mening med, at jeg skal være heroppe alene, at jeg kan få noget ro. Jeg elsker at være sammen med mine veninder, og samtidig så er jeg ikke super social i virkeligheden, der er jeg sådan lidt weird.
Jeg elsker faktisk at være alene, og bare læse bøger og sådan, men jeg er også super bange for spøgelser, så jeg vil ikke at sove heroppe alene. Så min mor, hun var så sød, at hun tilbudte at tage med. Så vi har lige haft nogle dejlige dage heroppe og hjem i morgen, og er super glad for, at jeg tog afsted.
Så det, som det bare sagde mig var; at der var selvfølgelig nogle veninder, som af rigtig gode årsager ikke kunne tage afsted, fordi de havde en anden plan, eller ikke havde udpasningsmulighed og sådan nogle ting.
Men det vækker bare noget, som jeg helt generelt ser hos rigtig mange, at det er rigtig svært at tage væk fra sin familie, og det er rigtig svært at prioritere sig selv, og ligesom sige, “Nu har jeg faktisk også brug for noget”.
Nu taler jeg også rigtig meget for min egen oplevelse, men jeg ser det også bare hos rigtig mange veninder og hos kvinder og mødre, at vi er bare rigtig gode til at være der for alle mulige andre, og vi er gode til også i vores arbejde at være omsorgspersoner, og tænke meget på, hvad har de andre brug for, og er meget betænksomme og gør rigtig meget for andre.
Lige præcis de typer som os har bare ekstra meget brug for at fylde vores eget batteri op, fordi hvis vi ikke gør det – så helt ærligt, så går det kun ud over vores børn, og vores partner (eller familie), fordi vi bliver forfærdelige at være sammen med.
Som resultat får vi det dårligt med os selv. Så får vi dårlig samvittighed over for vores børn, at vi kommer til at råbe af dem, og overfor vores kærester over, at vi snerrer, og at vi ikke har lyst til at være nøgne under dynen sammen med dem, og ja, der kommer en masse skidt ud af.
Derfor synes jeg bare, at det er rigtig vigtigt at få prioriteret sig selv, og ligesom sige, “Okay, nu er det min tid.”
Vi har jo en eller anden idé om, at hvis vi forlader vores mand og hjem med børnene, så falder det hele bare fra hinanden, og så brækker den ene barn et arm eller sker noget andet. Altså, der kan ske alle mulige forfærdelige ting.
Men det der med faktisk at vise vores mænd den her tillid til, “Okay, jeg stoler på, selvfølgelig kan du klare det her”.
Jeg har en rigtig god ven, og han sagde faktisk til mig, at han har anbefalet nogle af de kvinder, han havde til samtale hos ham, at prøve at gå hjem og sige til deres mand, at de havde brug for en weekend for sig selv, og ville tage et eller andet sted hen, om det ville være okay?
100 procent ud af alle dem, som han fik til at spørge deres mand, sagde alle sammen ja.
Så mændene ved jo godt et eller andet sted, at en glad kvinde, som har haft tid alene, hun er rigtig skøn, når hun kommer hjem.
En kvinde, som bare har knoklet alt for længe for alle mulige andre, bliver en, jeg har næsten ikke lyst til at sige det, bitter fisse, nu siger jeg det, hun bliver en bitter lille dame, inklusiv mig selv.
Så derfor har det været rigtig, rigtig, rigtig godt at tage herop.
Selvfølgelig vækker det nogle ikke så sjove følelser i mig at ikke en eneste veninde kunne komme. Som om jeg ikke er spændende nok at være sammen med, åbenbart, siden de ikke kommer med, eller de kan ikke lide mig, eller de synes ikke, det er vigtigt nok, at vi har den her tid sammen. Der kan komme alle mulige følelser op, “Jeg er tydeligvis ikke den populære pige i skolen”, altså, men ja, det er jo bare alle mulige gamle, gamle små følelser, som slet ikke er rigtige, det ved jeg jo godt.
Vigtigst er:
Jeg har haft en fantastisk weekend, og jeg tog et billede den første morgen, da jeg vågnede op her, og ærligt talt, jeg lignede lort. Af en eller anden grund, så lignede jeg bare, jeg ved ikke hvad, og allerede næste morgen, så tog jeg et billede igen, og altså bare på de to billeder, kunne jeg se et kæmpe forskel. Der har jeg fået den her ro, jeg har droppet min kaffe, jeg har droppet mit sukker, og jeg har fået spist super dejlig mad, jeg har gået ture i skoven, jeg har bare fået ro, jeg har bare ligget ude i græsset, og fået, ro fra skoven, og fra jorden, og det har simpelthen været fantastisk.
Så jeg vil bare, ja, ved at fortælle det her til dig, så vil jeg bare gerne anbefale og opfordre dig til at få sat en weekend i kalenderen, hvor du kan gør et eller andet, du har lyst til.
Om du så gerne vil være alene, og ikke er bange for spøgelser, som mig, eller om du vil på en eller anden tur med dine veninder, eller hvad du har brug for. Noget, som du måske har haft lyst til at gøre længe, men bare ikke har fået gjort.
Så egentlig spørge den der mand, du har derhjemme, “Hey dude, hvad vil du sige til, at du bliver helt fri fra mig, en hel weekend, og så tog jeg ud og fik tanket mine batterier op, så når jeg kom hjem, så var jeg en super glad dame at være sammen med. Var det en god idé?”
Ja, og jeg ved godt, det kan være super angstprovokerende, det er ikke altid super sjovt.
Jeg har faktisk oplevet en gang, da min dreng Matti, han var lille, der tog jeg til London. Jeg tog over til Tony Robbins. Jeg ved ikke om du har hørt om ham, men sådan den helt store inden for personlig udvikling, jeg skulle over at gå på kul og alt muligt. Det er meget mindset træning. Sådan noget med, at hvis man troede på, at man godt kunne gå på kul uden at brænde sig – så ville man lykkes med det. Hvis man ikke troede på sig selv, så ville man brænde fødderne.
Om det er rigtigt, det ved jeg ikke, men jeg har i hvert fald gået på kul, og da jeg så tog afsted, så fortalte den selvsamme kammerat mig, at hans kæreste, hun havde virkelig svært ved, at jeg var taget afsted. Vi har ikke noget med hinanden at gøre overhovedet, men det triggede hende helt vildt. Hun synes, det var så tavligt af mig, at jeg havde forladt mit lille barn derhjemme. Tænk, at jeg kunne være det bekendt.
Jeg smilede lidt af det og tænkte, “Okay, nåmen er det sådan, hun har det?” Men jeg kender jo godt selv den der dårlig samvittighed. Altså, at man føler, at man forlader sit barn, men det kommer jo kun ens barn til gode.
Da jeg kom hjem på den tur, var jeg jo så glad, og mine dreng havde haft alenetid sammen med hans far, og de havde lavet altså nogle mandehygge ting, som de ikke ville gøre, når jeg var der.
Jamen, de fik bare ro til at være dem.
Så vi tror, vi tager noget væk fra dem. Men det gør vi ikke, nødvendigvis.
Det oplevede jeg faktisk også rigtig meget selv som barn.
Jeg voksede op uden en far, og min mor, hun var alene med mig. Så jeg blev tit og ofte passet hjemme hos mine bedsteforældre, hos min mormor og morfar.
Der kunne man måske også tænke, “Ååårh, det var lidt synd, at jeg så skulle være der i sommerferierne”. Men ved du hvad, nu er jeg 33 år, og når jeg tænker tilbage på mit liv, så er de minder, jeg havde sammen med min mormor og morfar i sommerferierne…
Hvor vi sad ude i haven i solen, lavede kryds og tværs, og drak is-the med is-terninger, og spiste små rugbrødsmadder ved et lille bitte bord. At ligge inde på sofaen, eller sidde og lave puslespil og kunne høre Tour de France i baggrunden. Altså, alle de små ting. At være ude med min morfar med trillebørn og ordne et eller andet i haven.
Jamen altså, det er faktisk blandt mine aller, allerbedste børndomsminder.
Så næste gang, du tænker, okay, hvis jeg tager væk og får et break, så er det synd for mine børn, så håber jeg, du vil huske, at det er ikke synd for dem. Det er kun godt for dem, at du tanker dine egne batterier op.
Så med det, så håber jeg, du vil gå ind og spørge din søde mand, om du vil godt lide at få en weekend til dig, og så du vil skrive en weekend i kalenderen, og så derefter finde ud af, hvad du egentlig gerne vil lave.
Vi ses næste gang. Hej!
Solskins hilsner fra Ea Marie
